Ny Centerleder ansat i Sdr. Felding Hallen - Det Legende Hus

Det er med stor glæde, at vi kan meddele, at vi har ansat Bruno Knudsen Jensen som Centerleder i Sdr. Felding Hallen – Det Legende Hus.

Bruno er 45 år gammel og bosiddende i Sdr. Felding. Bruno er ikke et helt ubeskrevet blad i forhold til Sdr. Felding Hallen – det Legende Hus. Bruno er kendt både som frivillig, almindelig bruger men også som medansvarlig for drift af Cafeteriet i en længere periode og som afløser for vores nuværende halbestyrer ved ferier m.v.

Interessen for stillingen som Centerleder i Sdr. Felding har været større end vi har turde drømme om, og vi har modtaget mange kvalificerede ansøgninger. Desværre kunne vi kun ansætte en, sådan er præmissen og opgaven har ikke været let. Vi har i bestyrelsen været grundige i ansættelsesprocessen og er sikre på at vi har valgt den rigtige kandidat til gavn for Hallen og dens mange brugere.

Det var vigtigt, at vores kommende Centerleder ud over en række praktiske kompetencer også har hjertet med. Et smil på læben,  en’ som man kan tale med og ”risikere” at møde hos bageren, og ikke mindst en’ som brænder for sit arbejde og Sdr. Felding generelt.

Bruno udtaler - jeg betragter mig som 100% Sdr. Felding dreng, om det gælder min hjælp i borgerforeningen, som spinningsinstruktør eller som deltidsbrandmand. Jeg ser mig selv som grundig og struktureret og nyder, at tingene er i orden. ”der er ingen der kan se, hvor lang tid det har taget, men ”folk” kan se, hvordan det er gjort”.

Bruno tiltræder stillingen den 1. september og kører en måneds overlap sammen med vores nuværende halbestyrer - Henning Knudsen.

Farvel- og goddag reception forventes at blive afholdt fredag den 2. oktober, hvor vi tager afsked med Henning og byder Bruno officielt velkommen som Centerleder.

Tak til alle de, som har vist os interesse i forbindelse med jobbet som Centerleder. Vi håber at ses i Hallen meget snart.

Vi ser frem til samarbejdet.

Bestyrelsen for Sdr. Felding Hallen - Det legende hus