Faciliterne i Sdr. Felding Hallen
Det Legende Hus er både af udseende og indhold ret stor. Haludvidelsen har betydet, at hvad der før var en normal hal med omklædningsrum og kantine nu i dag byder på mange flere lokaler - som kan anvendes til mange flere - og forskellige aktiviteter og arrangementer end før.
Antallet af sportsgrene, som dyrkes i Sdr. Felding Hallen er øget betydeligt og antallet af brugere ligeså. Hallens mange muligheder giver et større aktivitetsniveau i lokalområdet, men samtidig også et større "legehus" for de besøgende fra nær og fjern.
Topmoderne faciliteter
Der er ingen tvivl om, at multisalen bringer meget diversitet ind i Det Legende Hus. Men den traditionelle hal har også fået et boost med aktivitetsbanen omkring sig og det mere åbne udseende.
Motionscenteret ligger nu centralt i hallen og har udsigt til hallen og vice versa. Der er selskabslokaler til udlejning i Kultursalen med lækkert nyt produktionskøkken og en imponerende lækker spejlsal til at dyrke både gymnastik og dans i.
Squashbanerne er et imponerende skue og virkelig gode at benytte sig af. Også her er der gennemsigtighed og åbenhed, så man kan følge med i andre sportsgrene og modsat.
Det Legende Hus er desuden indrammet af de udendørs faciliteter, som omfatter parkour og også forskellige ramper og hop til skateboard, cykler og rulleskøjter. Der er også mulighed for en basketkamp ved basketstanderen.